Artikel i fuld længde med tilladelse fra Berlingske Tidende

Priserne halveret på Solkysten

Alle, der ikke nåede at købe en feriebolig i udlandet, da priserne toppede, kan nu gøre særdeles gode køb.

Mens kulden bider i kinderne herhjemme, og frosten er ved at lukke både søer og havne, hygger mange sig i Sydspanien i disse dage med at vande blomster, spise frokosten udendørs på terrassen og lune sig i den milde vintersol. Temperaturen har de seneste dage været oppe omkring 18 grader flere steder på Solkysten, og det bliver først mørkt ved 19-tiden.

Men lige nu er det ikke kun klimaet, der gør Solkysten interessant. De senere års massive prisfald på boligmarkedet har også betydet, at der lige nu kan gøres gode kup, hvis man er på jagt efter en lejlighed med havudsigt, et lille rækkehus med carport eller den store villa med pool.

»Priserne er kommet meget langt ned. Siden toppen er der tale om prisfald et sted mellem 20 og 50 procent,« siger ejendomsmægler John Goth fra Costa Granada Home, som sælger boliger i området lige omkring den charmerende gamle bade- og kystby Almuñecar, der ligger godt 100 kilometer øst for Malaga.

Byen har 20.000 indbyggere og al den charme, det byliv, de indkøbsmuligheder, strande og øvrige tilbud, der gør Spanien attraktiv for sol- og feriehungrende mennesker.

Køberne fra Danmark er blevet yngre end før, fortæller John Goth, som har solgt ferieboliger til især danskere, svenskere og nordmænd fra samme lille butik i Almuñecar siden 1999.

ngre købersegment

Før var det typisk ældre ægte par lidt over 60 år, som stod umiddelbart foran pensionistlivet, der købte. »Men nu er de fleste interesserede købere mellem 45 og 50 år. De har været her flere gange for år tilbage og kan nu se, at priserne er faldet ganske meget,« siger John Goth.

Flemming Trap, der er dansk statsborger, og som driver ejendomsmæglerfirmaet Casa Una, vurderer også, at priserne er faldet op mod 50 procent.

»Men lige nu er der et meget stort misforhold mellem, hvor meget der er til salg, og hvor mange som vil købe. En del sælgere er nærmest desperate for at få solgt, fordi de ellers risikerer at miste deres helårsbolig hjemme. Af samme grund kan der gøres rigtig gode køb,« siger Flemming Trap.

Han tilføjer, at 2011 rent salgsmæssigt var et af de dårligste år meget længe, fordi alle købere holder sig tilbage og venter på yderligere prisfald. Men i år håber de på lidt bedre tider i år, fordi priserne nu er så langt nede, at mange bliver fristet.

»I Nerja, som er en rigtig fin lille kystby, hvor bymidten netop er sat flot i stand, kan man få en god lejlighed på 80 kvadratmeter for 160.000 euro, et rækkehus for 250.000 til 300.000 og en villa fra 500.000 euro,« siger Flemming Trap.

Billigt i bjergene

John Goth siger, at et næsten helt nybygget rækkehus næsten lige ved vandet i Almuñecar koster 160.000 euro eller godt og vel 1,2 millioner. Det indeholder hall, tre gode værelser, to badeværelser, toilet, stor spisestue med udgang til terrasse med skøn udsigt til hav og bjerge. Dertil flot køkken, ligesom der til områdets huse hører haveanlæg og to pools.

Men kommer man lidt væk fra kysten og op i bjergene, er der meget at få for under en halv million kroner. Eksempelvis i bjergbyen Molvizar, hvor et lille byhus lige nu er til salg for 34.000 euro (godt og vel 250.000 kroner), hvilket hurtigt sætter fantasien i gang hos de fleste.

De store pragtvillaer ved kysten fås i alle prisklasser, og den dyreste ejendom, John Goth for tiden har til salg, koster intet mindre end 9,5 millioner euro, eller lige så meget som 71 millioner kroner.

»Men størst interesse blandt danskere, som køber bolig hernede, samler sig om lejligheder, der koster mellem én og to millioner danske kroner. For den pris får man typisk en lejlighed med god plads til seks personer og fælles anlæg med pool og parkering.

»Der er også tale om lejligheder i umiddelbar nærhed af restauranter og butikker,« siger Flemming Trap.

Ude mod øst

Længere ude mod øst, i området omkring Costa Blanca og Alicante, er priserne en del lavere, fordi der her er tale om et nyere område.

Engang var priserne lavere i området øst for Malaga, der også kaldes for Costa Tropical, mens den vestlige kyststrækning, der løber ud mod Gibraltar og Portugal, var dyrere. Men nu er den forskel stort set udlignet, og mange foretrækker ligefrem området øst for Malaga, der er knap så turistet, og som også lokker med bjergkæden Sierra Nevada tæt på Granada. Her kan der nemlig stås på ski store dele af året på det 3.482 mester høje bjerg.

Motorvejen fra lufthaven i Malaga er under fortsat udbygning og når nu helt ud til Almunecar. Turen kan køres på tæt ved 50 min. Spanien er fortsat et uhyre billigt land at leje bil i, og prisen på både benzin og diesel er yderst rimelige efter dansk målestok. Leveomkostningerne er også på et andet og langt lavere niveau end herhjemme, og de lokale markeder frister med en sand overflod af friske frugter, fisk, kød, ost og mange andre dagligvarer, der slår alt, hvad der normalt ses herhjemme. God øl og fremragende vin i alle prisklasser er heller ikke lige det, Spanien mangler. Fristelserne er i det hele taget mange.