Synspunkt i fuld længde med tilladelse fra Henrik Fogh Rasmussen

Kys mig – jeg er dansk

I dag markerer Rebildselskabet den amerikanske nationaldag og sit eget 100-års jubilæum. Dronningen og statsministeren deltager i den traditionelle fest i Rebild Bakker sammen med tusinder af danskere, amerikanere og dansk-amerikanere.

Rebildselskabet blev til i en tid, hvor immigranter måske kun genså deres fødeland en enkelt gang eller to i løbet af deres liv. Rebildfesten var et naturligt og højtideligt højdepunkt under sådanne besøg.

I dag er det helt naturligt for danske udvandrere – herunder mig selv – at besøge Danmark op til flere gange årligt. Rødderne er ikke længere væk end et halvt døgns flyvetur. På den baggrund kan man spørge, om et arrangement som Rebildfesten stadig er relevant.

Svaret er ja. I den moderne globaliserede verden betyder diasporaer mere end nogensinde før. Små lande som Danmark kan drage stor fordel af at dyrke personlige og historiske forbindelser til store markeder som USA.

Tag for eksempel Irland. Hvert år på Irlands nationaldag – St. Patricks Dag – deltager millioner af amerikanere i parader iklædt den grønne irske nationalfarve. Selv mennesker, som ikke har en dråbe irsk blod i årerne, kan observeres i trøjer med sloganet "Kiss me – I am Irish".

Selvom de fleste irske immigranter ankom til USA for langt over 100 år siden, er den irske diaspora stadig blandt de mest markante grupper i USA. Amerikanere taler med stolthed om deres irske rødder, og Irland hylder og dyrker irsk-amerikanere. F.eks. kan man som amerikaner blive dobbelt statsborger i Irland, hvis man blot kan påvise en irsk bedsteforælder. Resultatet er, at Irland hvert år tjener stort på amerikanske turister og investorer, som ellers ikke ville dukke op.

Andre lande kunne med fordel efterligne det irske eksempel. Rebildfesten, som går for at være verdens største 4. juli-fest uden for USA, er blandt Danmarks bedste muligheder for at dyrke den dansk-amerikanske diaspora.

Men der er talløse andre muligheder. I 2009 havde Skotland f.eks. stor succes med en lang serie af forskellige arrangementer under temaet "Homecoming Scotland 2009", som henvendte sig til den skotske diaspora. Skotland planlægger nu et lignende program i 2014.

Kernen til succes er en historiefortælling, som appellerer til den danske diaspora. Ulig irere og skotter har danske immigranter traditionelt droppet den danske identitet relativt hurtigt.

Det skyldes til dels, at færre danskere er udvandret gennem årene. Men en anden del af forklaringen skal findes i manglende national stolthed. Mens irere og skotter dyrker både deres nationale historie og diasporaens historie som stolte underhunde og fightere, så ser man sjældent danskere og danske udvandrere, som stolt fremhæver dansk historie og den danske nationalkarakter.

Hvis den danske diaspora skal mobiliseres, så er det første krav, at man skal have grund til og lov til at være stolt af sine danske rødder. Stolt nok til skamløst at lovprise den helt særlige danske tradition for selvstændighed, organisation og medmenneskelighed. Stolt nok til at fremhæve de mange danskere og danske udvandrere, som har gjort verden bedre. Og stolt nok til at sige "kys mig – jeg er dansk".