Artikel i fuld længde med tilladelse fra Max Ulrich Klinker

Dødsboskifte efter fransk ret

Med afgiftsfradrag gældende fra august 2012

Overblik

Er krav om skifte efter et dødsbo i Frankrig blevet afskaffet? Dette spørgsmål stilles ofte. Se svaret sidst i artiklen.

Familier med ukomplicerede formueforhold eller uden særbørn bliver i Danmark forenklet sagt håndteret fra vugge til grav. Tænksomme hjerner bag konstruktionen af den danske arve- og ægteskabslovgivning har indrettet et fornuftigt regelsæt. Som borger tænker man måske, at det hele ordner sig nok.

Det er nu ikke altid tilfældet, og som regel er det slet ikke tilfældet for udenlandsk bosatte i Frankrig. Med eller uden særbørn. For ikke-franske statsborgere med fast ejendom i Frankrig er der tilmed al mulig grund til at skænke sine familiemæssige forhold et par kvalificerede overvejelser. Det er ikke, fordi franske hjerner ikke er tænksomme. Prioriteterne i arvehenseende er blot anderledes i Frankrig. Af kulturelle årsager.

Har man undervejs i livet – måske indtil flere gange - vurderet og revurderet sin familiemæssige og økonomiske situation, kan man imidlertid i vid udstrækning undgå, at et dødsfald – udover det helt centrale; sorgen - får dramatiske konsekvenser for de efterladte.

Et eller flere dødsboer

Hvis jeg dør i Frankrig, kommer jeg så under fransk dødsbobehandling? Hvis jeg er blevet syg til døden, vil det i et dødsbo-henseende gøre en forskel, om jeg skynder mig at rejse til Danmark? Hvordan forholder det sig? Spørgsmålene er egentlige parallelle og er ofte stillet. Lige så lidt det vil være påkrævet at åbne et lokalt dødsbo for en, der dør under et ferieophold i udlandet, lige så lidt vil det faktiske dødssted have betydning. Det er andre forhold, der afgør hvorvidt et dødsbo skal åbnes i et andet land end statsborgerskabslandet. Somme tider skal der endda åbnes dødsboer i flere lande.

I Frankrig dikterer den bredfavnede lovbog Code Civil, at al fast ejendom i Frankrig er underlagt fransk lov. Det vil sige, at så snart man ejer en lejlighed, et hus eller andet ”stationært” – i visse tilfælde endog husbåde, gribes man i et krav om dødsboskifte i Frankrig. Ejer man også en fast ejendom i Danmark, skal der som udgangspunkt ligeledes åbnes et dødsbo dér. Det vil sige mindst to dødsboer. Tilsvarende regler for fast ejendom gælder i de fleste europæiske lande. Har man derfor lagt sine æg i mange kurve, gælder det som et udgangspunkt, der dog under visse omstændigheder kan fraviges, at der er ligeså mange kurve, som efterfølgende skal tælles.

Løsøre er modsætningen til fast ejendom, og som bedst kan defineres som værende alt det af økonomisk værdi, der ikke er fast ejendom. Fx biler, pensionsordninger, aktier m. m. Som hovedregel skal al løsøre dødsbobehandles i det land man bor; det land, hvori man skattemæssigt har bopæl, idet – i hvert fald både Danmark og Frankrig – hylder et ”globalbeskatningsprincip”: Er et land tillagt beskatningsretten udfra bopælsreglerne, er dette land som udgangspunkt også tillagt at kunne behandle og beskatte alt (- dog med enkelte undtagelser, hvilket bl. a. er fast ejendom i andre lande).

I visse danske kredse har der ind i mellem været en misforstået opfattelse af anvendelsen af den danske Skiftelovs § 2, og som alene er henvisningsregel – renvoi, for de eksklusive tilfælde, at enten en bopæl ikke kan fastslåes eller, at det oprindelige skifteberettigede land afstår fra at foretage skifte. Det sidste forekommer sjældent. Og slet ikke fra fransk side.

Det fremgår Code Général des Impôts (den franske skattelov), at har man séjour principal - det vil sige sit primære opholds- eller tilknytningsted til Frankrig, er Frankrig berettiget til at opkræve skat. Ved skattedeklaration af indkomstforhold i Frankrig betragtes man som fransk domicileret. Såfremt en afdød var domicileret i Frankrig, skal der skiftes efter fransk lov.

Man er pligtig til at oplyse om alle forhold. Holdes booplysninger skjult for de franske myndigheder, er det ansvarspådragende.

Dobbeltbeskatningsaftalen indgået mellem Danmark og Frankrig i 1957, og som siden 1. januar 2009 ikke længere er gældende, omfattede ikke arveafgifter. Det medførte, at der i princippet ville ske en dobbeltbeskatning af et bo såfremt, det forsøges skiftet i Danmark – og bagefter kommer til de franske myndigheders kundskab. Der var ikke undtagelsesadgang herfor i dobbeltbeskatningsaftalen. I skrivende stund er der fortsat ingen aftale mellem landene, og så meget desto mere må det derfor på det kraftigeste frarådes at forsøge at trække et usikkert fransk skifte til Danmark. For så risikeres, at skulle svares arveafgifter to gange.

Dødsbobehandlingen – skridt for skridt

Dødsfald i Frankrig skal med det samme indberettes overfor myndighederne, fx. politi eller læge, der udfærdiger en dødsattest. Herefter bør der snarest tages kontakt med advokat og/eller notar, idet den formelle dødsbobehandling varetages af en notar. (I Danmark behandles dødsbo typisk af en advokat – enten på de pårørendes initiativ eller udmeldt som Skifterettens hjælper). I Frankrig kan det for udlændinge være hensigtsmæssigt at få bistand fra en advokat med retsindsigt i afdødes hjemland.

Et dødsbo i Frankrig skal være indberettet senest seks måneder efter dødsfaldet og indenfor, hvilken frist boafgifter og eventuelle skatter skal være afregnet. Er afdøde bosat uden for Frankrig er fristen dog tolv måneder. Overskrides fristen skal der betales strafrenter, pt. 0.75% per måned. Kan en færdiggørelse af dødsbobehandlingen ikke finde sted på grund af stridigheder som fx retssager, hvor boet er involveret, kan en strafrente dog som regel suspenderes.

Eventuelt sammen med advokaten udfærdiger notaren som det første en oversigt over hvem, der skal kaldes til arv. Typisk afdødes børn (både fælles og egne særbørn), overlevende ægtefælle – måske eksisterer der en gave mellem ægtefæller - donation entre epoux, afdødes forældre (hvis afdøde ikke har børn) og eventuelt også søskende, når der er ”familiegods” foruden personer og organisationer, der begunstiges i testamente. I Frankrig findes et centralregister for testamenter i nærheden af Aix-en-Provence, som notaren automatisk retter henvendelse til. Men der kan også eksistere testamenter, som ikke er officielt noteret, men som en pårørende har kendskab til.

Nogle gange skal man over på den anden side af Jorden for at finde pårørende. En let og effektiv søgning efter personer på CPR-numre er bortset fra de skandinaviske lande ikke udbredt i verdenen. Heller ikke i Frankrig, hvor systemer som CPR-numre betragtes som utidig statslig overvågning af borgerne. Det er vigtigt, at oversigten over arvinger bliver korrekt. Er det ikke tilfældet, kan en ny arving, der ikke var informeret om dødsfaldet, gøre et krav gældende mod enten boet eller de andre arvtagere. Så skal et dødsbo sandsynligvis åbnes igen, selvom det var blevet afsluttet.

Når de arveberettigede er fundet, skal notaren opstille et regnskab over boets aktiver og passiver. Oftest skal fast ejendom vurderes, hvilket også gælder for andre større aktiver som bohave, kunstsamling eller pensionsordning. Nogle af disse vurderinger kan notaren selv udfærdige. Notaren skal - eventuelt med hjælp fra advokaten - danne sig et overblik over afdødes større økonomiske transaktioner. Har et særbarn i Danmark fået et klækkeligt arveforskud mod ikke at gøre et arvekrav gældende? (Aftaler om arveafkald er ikke umiddelbart gyldige efter fransk ret). Er der beløb, som skal tilbagekonteres? Notaren vil foretage tinglysningsekspeditioner - service hypothèque. Bl. a. aflysning af banklån, afregning af skyldige skatter m. m.

Har afdøde givet arveforskud eller større livsgaver til sine arvinger, vil disse normalt skulle medtages i den franske boopgørelse, hvorved bemærkes, at man tager ligedelingsprincippet mellem arvingerne seriøst. Det gælder også arveforskud givet i udlandet, og endda mens afdøde boede i udlandet. Heri ligger der en stor forskel mellem danske og franske dødsboer.

Endelig skal notaren på baggrund af hvorvidt, arvingerne ønsker at afstå, dele eller helt eller delvist overtage arvegodset, finde løsninger eller sogar lade foretage afstemning om boets aktiver.

Nogle gange skal en ejendom fremover ejes i sameje - indivision mellem den længstlevende ægtefælle og førstafdødes børn. Det sker typisk, når afdøde har ejet fast ejendom i Frankrig i eget navn - nom propre uden ægtepagt eller på anden måde afviget fra det de franske arvereglers legale udgangspunkt. For så gælder det, at en enke/enkemand, der arver sammen med afdødes børn, jævnfør Code Civils § 757 har en valgmulighed: Enten modtages ¼ af afdødes bo, eller også tilståes en brugsret - usufruit, dvs. at enken/enkemanden kan bebo ejendommen, så længe det ønskes. Men ikke i egenskab af at være ejer for den del af ejendommen, der tilhørte afdøde. Kun som bruger. Betyder det noget, kan man spørge sig? Ja, for alle beslutninger - store som små - om ejendommen skal træffes i samråd med de ”nye” ejere, arvingerne, også selvom den længstlevende i forvejen ejede halvdelen.

Den længstlevende kan vælge mellem at have brugsret eller eje en ¼ del af afdødes bo. Beslutningen skal træffes senest inden tre måneder efter dødsfaldet. Afhængig af ”familieklimaet”, men i hvert fald for en ordens skyld, bør dette valg formuleres i en rekommanderet skrivelse til førstafdødes børn. Vælges der ikke, er det legale udgangspunkt at tildele brugsret. Er der særbørn på afdødes side, eksisterer denne valgmulighed dog ikke. Så må enken/enkemanden affinde sig med at arve en ¼ af afdødes bo, og således befinde sig i omtalte sameje - indivision med afdødes særbørn.

Er der mindreårige børn, skal notaren tage stilling til den bedst mulig varetagelse af deres formueforhold normalt i en offentlig formueforvaltning. Det kan medføre, at den længstlevende tvinges til at måtte realisere et større kontantbeløb. Det kan være problematisk, men som regel altid forfærdeligt, hvis dette kun kan ske ved salg af familiens faste ejendom.

Man skal være opmærksom på, at lige så snart et dødsfald kommer til bankens kendskab, spærres afdødes konti, med mindre der forinden måtte være givet autoriseret og korrekt oprettet fuldmagt til ægtefælle eller tredjemand. Det gælder for samtlige konti; lønkonto (checkkonto) – compte courant, skatteopsparingskonto – codevi , almindelig opsparing, etc. Der gælder dog en modifikation i forhold til konti, som har to indehavere. Det som på fransk hedder titulaire og co-titulaire. Som hovedregel må en medindehaver af en konto hæve indtil halvdelen af det beløb, som henstår på kontoen på dødstidspunktet. Det er ikke kun banken, som af egen drift blokerer afdødes konti. Også notaren og advokaten kan foranledige en spærring og måske mere overraskende for danskere kan en konto endog spærres på direkte begæring af en arving til afdøde, fx et særbarn, og som med beskedne beviskrav kan sandsynliggøre sin arveberettigelse. I Danmark kan blokering af konti ophæves relativt kort tid efter man kan præsentere en udskrift fra Skifteretten. Som regel i indenfor 14 dage hvis boet er ukompliceret. Så hurtigt går det ikke i Frankrig. Her kan en spærring være gældende i månedsvis og økonomisk forudseenhed er fornuftigt i det omfang, det er muligt.

Boafgifter

Den franske boafgift skal betales. Afhængig af tilknytning til afdøde har Frankrig en af Europas højeste boafgifter. Børn ydes et bundfradrag på 100.000 Euros per forældre: i alt 200.000 Euros til hvert barn. Fradraget indeksreguleres ikke og er en markant nedsættelse fra det hidtidige fradrag på 159.325 Euros per forældre. Sidstnævnte beløb er dog fortsat gældende for familier med handicappede børn.

Bundfradrag er 5.310 Euros fra bedsteforældre til børnebørn, 7.967 Euros til nevø/niece og 15.932 Euros til søskende. Til ikke-familie, fx. en god ven, indrømmes der ikke fradrag.

Og nu tilbage til spørgsmålet i artiklens indledning: Er krav om skifte efter dødsfald i Frankrig blevet afskaffet? Nej, der skal fortsat skiftes. Men siden 2006 er der ikke længere arvegifter at betale mellem ægtefæller. Det vil sige, at arv til den længstlevende ægtefælle er afgiftsfri. For et registreret par af samme køn (PACS) er der besynderligt nok ikke afgiftsfrihed, men et bundfradrag på 80.724 Euros.

Men et skifte? Ja, der skal fortsat åbnes et fransk dødsbo og foretages et dødsboskifte.

Eftertanke

”Ingen kender dagen, ingen kender timen”, står der i Bibelen. Vi ved ikke, hvornår vi skal dø. Vi ved kun, at vi skal dø og selvom vi lever i en verden med mange ubekendte, er døden dog et faktum og vel at mærke et faktum, vi ikke kan komme udenom. Alligevel indtræder døden overraskende for os alle. Og heldigvis for det.

Stammer afdøde fra en familie med konflikter eller uoverensstemmelser – faktiske som latente, bør uenige arveparter hver især kontakte en advokat ved siden af notarens bobehandling. Notaren selv er uvildig og fungerer som myndighedernes forlængede arm.

Et dansk ordsprog siger, at ”man kender ikke hinanden, før man har arvet sammen”. Trods sin kategoriske form, er det alt for sandt.